Wozniackis karriere kan lakke mod enden

24 september 2019 Søren Black
Wozniackis karriere kan lakke mod enden

Manglende point giver kniven for struben

I mange år har danske tennis-entusiaster kunnet glæde sig over at følge Caroline Wozniackis op- og nedture på tennisbanen. I et lille land som Danmark der ikke har haft store tennisstjerner, som for eksempel Sverige og Tyskland, har Wozniacki brilleret med sin ketsjer den ene gang efter den anden. Resultatet er blandt andet blevet en sejr i en af de prestigefyldte Grand Slam turneringer. Men nu kan det måske være slut for den dygtige tennisspiler, som amerikanerne har døbt Miss Sunshine. Flere tenniseksperter peger nemlig på, at den danske tennisspiller har fået kniven for struben. Det handler om point eller mangel på samme. For Caroline Wozniacki tabte nemlig til kineseren SU-Wei Hsieh i den første runde af Wuhan Open mandag den 23. september. Dermed røg danskeren ikke bare forbløffende hurtigt ud af denne turnering, hun mister også 100 point. Derudover står Wozniacki overfor et helt bjerg af point hun nu skal ud at forsvare, hvis hun ønsker at blive på toppen af international tennis.

Bliver sejt at komme op igen

Danskeren er for øjeblikket nummer 18 på verdensranglisten med små 2500 point. Men for at forblive der, så kræver det, at Caroline Wozniacki får succes i China Open, der starter i uge 40. Ryger hun ud her i første runde, så mister hun 1000 point, og kan dermed ende omkring nummer 70 på verdensranglisten. Derfra vil det være en utrolig sej kamp for hende at kæmpe sig op igen blandt de allerbedste i tennisverdenen. Ryger en tennisspiler først så langt ned af ranglisten, er der simpelthen mange kampe vedkommende ikke bliver inviteret til.

Bryllup og leddegigt peger mod pensionering

Caroline Wozniacki har flere gang slået fast, at hun ikke har planer om at lægge ketsjeren på hylden foreløbig. Men en leddegigtsygdom spilleren fik i 2018 har fået flere medier til at spekulere i, om ikke spilleren fra Farum snart skulle indstille en virkelig flot karriere. Samtidig er Wozniacki blevet gift med den amerikanske basketballspiller David Lee, der allerede har indstillet sin karriere. Om Caroline Wozniacki også er klar til at indstille sig på en tilværelse som pensioneret sportsudøver må tiden vise. Men danskeren kommer godt nok til at skulle kæmpe i den kommende tid, hvis hun vil bevare sin plads på verdensranglisten i Tennis.