Ung løbekomet slår gammel rekord
En gammel løberekord på 5000 meter er blevet slået af det nye supertalent Anna Emilie Møller, da hun for nylig vandt guld ved EM U23.
Det går susende stærkt, når 21-årige Anna Emilie Møller snører løbeskoende. Det fik omverdenen endnu en gang at se, på Gunder Hägg Stadion i Sverige den 14.07. 2019. Her blev en gammel dansk løberekord endelig slået. Siden 1978 har den danske langdistanceløber Loa Olafsson haft rekorden i 5000 meter løb for kvinder. Den rekord er nu blevet slået af det unge løbetalent Anna Emilie Møller, der vandt guld ved U23-EM. Møller vandt i tiden 15 minutter og 7,71 sekunder, hvilket er 1,09 sekunder hurtigere end Olafssons nu tidligere rekord. Men Anna Emilie Møller sætter ikke bare løbsrekord herhjemme, det flotte resultat sikrer nemlig også det store løbetalent en billet til både VM og OL, hvor hun dog allerede er kvalificeret på favoritdisciplinen 3000 meter forhindringsløb. Det er dog ikke første gang, at unge Møller slår en af Olafssons rekorder. Den 29. juni løb Anna Emilie Møller 1500 meter på bare 4.09.12 min.til British Milers Club stævnet i Watford. Her slog hun Olafssons rekord, der var på 4.10.7 min.
Blev opdaget som løbetalent
Anna Emilie Møller startede oprindeligt med at spille basketball, men blev så som 16-årig opdaget som et sandt løbetalent. Her vandt hun nemlig efterskolernes DM ved at løbe 10 kilometer på bare 35,11 minutter. Herefter begyndte Møller at dyrke atletik og samtidig løbe op imod Loa Olafssons fem bedste tider fra 1978. Nu har Anna Emilie Møller så slået to af den legendariske løbers tider. Og meget tyder da også på, at hun kan slå de andre tre danske løberekorder. Loa Olafssons fem bedste tider fra 1978 var i 1500 meter, 1 mile, 3000 meter, 5000 meter og 10.000 meter. Foreløbig har Anna Emilie Møller altså slået hendes løberekorder på henholdsvis 5000 meter og 1500 meter. Da Anna Emilie Møller i 2016 stillede op i 3000 meter forhindringsløb, var hun den yngste danske atletikudøver ved et OL siden 1912.